Skal jeg have mit pas med, hvis jeg rejser til et andet EU-land?
Ja, det skal du. Personkontrollen ved grænserne er ikke ophævet i alle EU-lande endnu - f.eks. i Storbritannien og Irland samt Cypern, Bulgarien og Rumænien skal du vise pas i forbindelse med ind- og udrejse.
Desuden skal der også medbringes pas ved rejse til øvrige EU-lande. Schengen-reglerne ophæver kravet om, at man skal vise pas ved passage af Schengen-landenes indre grænser, men der kan stadigvæk kræves forevisning af gyldig legitimation efter, at man er rejst ind i et Schengen-land.
Dette legitimationskrav betyder, at statsborgere i et Schengen-land skal kunne bevise deres statsborgerskab, hvilket i forhold til danske statsborgere indebærer forevisning af pas. Du skal derfor alligevel medbringe dit pas på rejser til Schengen-lande, selvom der ikke er paskontrol ved grænsen, i lufthavnen m.m .
På grund af Den Nordiske Pasunion behøver danske statsborgere dog ikke at medbringe pas ved rejse til de øvrige nordiske lande (Sverige og Finland samt ikke-EU-landene Island og Norge).
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Skal jeg have mit pas med, hvis jeg camperer i de norske fjelde?
Nej – på grund af den nordiske pasunion er det som dansk statsborger ikke nødvendigt at have sit pas med, når man rejser til et af de øvrige nordiske lande, det vil sige Sverige, Finland, Norge eller Island.
Den nordiske pasunion er et samarbejde mellem de fem nordiske lande, der bygger på de samme grundprincipper som Schengen-samarbejdet. Ved rejse i Norden foretages der normalt ikke pas- eller anden politimæssig kontrol af personer, og der er et tæt samarbejde mellem de nordiske landes politi- og immigrationsmyndigheder, hvilket gør, at statsborgere fra de nordiske lande er berettigede til at rejse inden for de nordiske landes område uden at medbringe pas.
For at sikre, at Island og Norge, der er medlemmer af den nordiske pasunion, men ikke EU, kan deltage fuldt ud i den praktiske del af Schengen-samarbejdet, har Schengen-landene derfor indgået en samarbejdsaftale med disse lande.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Deltager Færøerne og Grønland i Schengen-samarbejdet?
Nej, Færøerne og Grønland er en del af det danske rigsfællesskab, men er ikke omfattet af det danske EU-medlemskab og de forpligtelser, Danmark har påtaget sig i forhold til EU. Færøerne og Grønland har heller ikke som Norge og Island indgået en samarbejdsaftale med EU om Schengen.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvad er Schengen-samarbejdet, og hvorfor hedder det sådan?
Schengen-samarbejdet er et samarbejde mellem en række europæiske lande med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser. Udgangspunktet for Schengen-samarbejdet er ophævelse af personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengen-området suppleret med fælles regler for passage af Schengen-områdets ydre grænser og ens visumregler for tredjelandsborgere. Derudover indebærer Schengen-samarbejdet også en styrkelse af landenes samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring m.m.